Kongeørnen – en modig og jaget fugl
Kongeørnen er den største af alle klassiske falkonerfugle. Den forekommer i Asien, Europa og Nordamerika, og alene i Europa findes næsten 5.000 ynglepar. Den lever typisk i bjergområder og kan holde sig svævende på sine brede vinger i timevis uden det mindste tegn på træthed. Kongeørnens føde består hovedsageligt af større fugle, lemminger, kaniner, harer, ræve og endda mindre hjortearter, og det er sandsynligvis på grund af dens helt utroligt stærke jagtinstinkter, at kongeørnen har fået tilnavnet ”storvildtjægeren”. Med et syn der er ca. 8 gange bedre end menneskets, kan en kongeørn fra luften afsøge enorme områder for vildt. Dette og ørnens store jagtredskaber i form af dens fangere – tæerne med kløerne på – plus en hel del selvtillid gør, at den kan nedlægge ganske store dyr. Faktisk bruger de berømte rytternomader på Mongoliets stepper den dag i dag kongeørnen til fx ulvejagt, hvilket fortæller lidt om denne ørns vovemod under jagt.
Kongeørnens kendetegn
Med en længe på 65-100 cm og et vingefang på 185-225 cm er kongeørnen en stor og yderst elegant fugl i luften, der med dybe og kraftfulde vingeslag ubesværet kan navigere i selv meget kraftig blæst. Ungfuglenes fjerdragt er nærmest chokoladebrun med en karakteristisk hvid hale, men de hvide aftegninger på halen mindskes ved hvert dragtskifte og forsvinder helt, når kongeørnen når 5-6-årsalderen. En voksen kongeørn er overvejende lysere brun og spraglet med grålige og gullige felter på fjerdragten, mens issen og nakken er gylden, og det yderste af halen er sort. Når en kongeørn har fundet sin mage, holder ørneparret sammen resten af livet. Parret får om året normalt 2 æg, som de ruger på i ca. 43 dage, og efter 63-70 dage er ungerne flyveklar.
En jaget fugl
I de sidste par hundrede år har kongeørnen været udsat for et stort pres på grund af dens fødevalg – det er især jægere og landmænd, der har stræbt kongeørnen efter livet, og det har ikke skortet på opfindsomhed. I Danmark har man beskudt kongeørnene, lagt giftige ådsler ud og sat sakse op i træer eller på pæle. I Texas, USA, har man desuden fra fly beskudt kongeørnens reder eller fuglene direkte, når de befandt sig i luften. Og selvom kongeørnen nu er fredet over det meste af verden, gives der stadig tilladelser til aflivning (eller en såkaldt “regulering”). Så sent som i starten af 1990’erne blev et par af de norske ynglende kongeørne i nærheden af Bergen aflivet. Tilladelsen til aflivningen blev givet af de norske myndigheder efter en anmodning fra en landmand, som mente, at han havde mistet en del geder og får på grund af ørnene.
Kongeørne i Danmark – et sjældent syn
I Danmark har den smukke og jagtoverlegne rovfugl set en forsigtig fremgang med enkelte ynglepar de senere år. Man skal dog være yderst heldig, hvis man skal møde kongeørnen i Danmark, da den hører til de mere sky arter, der kræver ro for at yngle og trives. Imens havørnene i Danmark har fået mere end 1.000 unger på vingerne siden artens tilbagevenden i 1990’erne, har kongeørnen sværere ved at få ynglesucces og derved brede sig i det danske landskab. I 1998 etablerede kongeørnen sig dog igen som ynglefugl i Danmark, men siden den første unge kom til verden i 1999, har kongeørneparrene kun fået 48 unger på vingerne i Danmark. Det er dog bemærkelsesværdigt, at antallet af kongeørne ikke vokser mere end til de 4-5 par, vi har haft i en årrække, men det skyldes sandsynligvis, at kongeørnens ynglepladser har barske vilkår. Et ynglende kongeørnepar kræver nemlig et areal på hele 50-200 km2, hvor de uforstyrret kan jage, og i og med at Danmarks uopdyrkede naturarealer de seneste år er skrumpet ind, er det efterhånden vanskeligt at finde egnede og uforstyrrede ynglepladser for kongeørnen. Samtidig er befolkningens trafik i naturen forøget betydeligt. Enkelte turistbureauer tilbyder ligefrem busture ud i naturen for at finde kongeørnen og dens reder, hvilket naturligvis både belaster og forstyrrer ørnenes ynglepladser.
Kongeørnene har i dag fundet et tilholdssted i Lille Vildmose i Nordjylland, men alt er desværre ikke lutter idyl. For der findes stadig mennesker, der opfatter kongeørnen som et skadedyr. Der er blandt andet fundet gift i Store Vildmose, ligesom der er skudt en kongeørn, som hørte hjemme i Lille Vildmose. Samtidig betyder nye vindmølleprojekter, at kongeørnene bliver fortrængt fra deres redesteder. Her i Ørnereservatet oplever vi desuden flere ørne på træk fra Norge og Sverige end normalt. Det skyldes sandsynligvis både klimaforandringer og forstyrrelser omkring redestederne. Derfor ser vi det fortsat som en af vores vigtigste opgaver at formidle om bevaringen af og respekten for såvel disse og alle andre vilde rovfugle. Og vi kan kun opfordre alle ørneinteresserede til at lade ørnene få fred på deres ynglepladser i naturen og i stedet opleve fuglene her i Ørnereservatet, hvor de flyver frit omkring i deres naturlige omgivelser, hvor man fx kan opleve kongeørnen Taymyr.
Kongeørnen Taymyr – Ørnereservatets spejderfører
Vores kongeørnen Taymyr har helt styr på de bedste udsigtspunkter her i Ørnereservatet, hvor han blandt andet har udvalgt sig et særligt lærketræ og et stort grantræ som sine foretrukne observationsposter. Taymyr er nemlig en nysgerrig fugl, som ind imellem også tager på en større patruljetur ud i klitterne og et par kilometer væk for at tjekke dyrelivet, og om alt nu er, som det skal være. Og det er det jo som regel. Derudover har han en helt særlig fornemmelse for dage med rigtige opvinde, der gør, at han kan ligge og kredse rundt om vores store sø i en halv times tid – helt uden at bevæge sine vinger. Taymyr er en ørn i sin bedste alder og meget erfaren, harmonisk og samarbejdsvillig – altså når samarbejdet foregår på hans betingelser. Det sidste gælder dog alle vores rovfugle, og det er faktisk det, der gør livet med rovfugle så fantastisk.